– René Pétillon (1985)
Godt nytår!!
Vi er nået første fredag i 2022, og oven på en nytårsfejring tror jeg vist alle har brug for lidt humor.
René Pétillon satte i slutningen af 70’erne de første spadestik til hvad der skulle blive Les Aventures de Jack Palmer, som i 1985 ramte Danmark som Jack Palmers oplevelser.
Jeg har ærlig talt svært ved at komme med en beskrivelse af hvad det helt præcist er der foregår, men vi tager udgangspunkt i den første udgivelse på dansk (nr. 2 i Frankrig). Jack Palmer kontra Dr. Supermarkedstein! Dr. Supermarkedstein er en gal vidensskabsmand hvis store onde plan, er at skabe en ny race af mennesker som selv kan tage varer ned fra hylderne, i stedet for købmanden henter den ned fra bag disken. Det bringer selvfølgelig skræk og rædsel blandt de handlende som hurtigt finder fakler og høtyve frem.
Det er blot plottet i én af historierne i dette vanvittige album der flyder over af sort humor.
Jeg har længe leget med tanken om at genopfriske mit skole-fransk, og det skubber endnu mere på, når der kun er udgivet 4 ud af 15 album på dansk 😮
Det er ikke så tit man ser dem, men de er (fejlagtigt) ikke særlig eftertragtede, så de er typisk til rimelig pris. Jeg faldt selv tilfældigvis over den på hylden, og var flad af grin alene over titlen 😂
Varm anbefaling herfra!
Med venlig hilsen
Steffen