127 Hours

– Danny Boyle (2011)

Rocktober er bag os, og det betyder også at i stedet for en Rock-fredagsanbefaling, så skal vi have en film!
I 2010 blev denne helt fantastiske overlevelseshistorie filmatiseret. Den sande fortælling om hvordan Aron Ralston, en erfaren vandrer/bjergbestiger, får sin arm fastklemt mellem klippevæggen og en nedfalden kampesten.
Størstedelen af filmen foregår i Arons “fængsel”, og jeg må bare sige at jeg elsker de film hvor størstedelen af handling foregår på få kvadratmeter. Har man set enten Phonebooth eller Buried, så forstår man hvad jeg mener med “få kvadratmeter”. Man kommer helt tæt på, når det netop bare er en skuespiller og et kamera. I filmen har Aron nemlig medbragt et videokamera på sin tur, og gennem det taler han til os og hvad han håber er sit fremtidige og befriede jeg. Man får et meget personligt indblik i hans liv. De gode og dårlige stunder, og alt det han har fortrudt fylder mere og mere som håbet om redningen svinder.
James Franco spiller hovedrollen, og jeg ved godt at han mildest talt er en kontroversiel person, men jeg må give ham at den her klarer han sgu godt.
De 127 timer som titlen referer til, er den tid Aron er fanget i sit personlige helvede. Jeg prøver virkelig på ikke at afsløre for meget, men jeg bliver nødt til at sige, den måde han slipper fri, er det mest ubehagelige jeg nogensinde har set på film. Det er ikke fordi det er grafisk eller noget i den dur. Det er bare fantastisk filmmandsskab 🙌🙌
og sidst vil jeg bare lige sige: ja jeg overdriver meget at jeg på nuværende tidspunkt er en arm i underskud, men jeg synes nu det er sjovt 😁

God weekend!

Med venlig hilsen
Steffen