– Jen Soska, Sylvia Soska & Flaviano
Det er nok ikke gået mange tegneserie-næser forbi, at der i øjeblikket er ved at opbygge sig et rigtig godt udvalg op af Marvel på dansk.
Derfor tænkte jeg at ugens fredags-anbefaling skulle være min hidtidige favorit deriblandt, og det er lidt en afstikker fra de andre.
Med Black Widow i hovedrollen, tager historien en lidt mere agent-drejning end den gør superhelt.
På det mørke internet er der dukket et fænomen op, hvor kidnappede børn bortauktioneres. Sadistiske personer sidder bag deres computerskærme og smartphones og byder. Vinderen af auktionen får lov til at diktere barnets skæbne, mens alle som har budt får lov til at kigge med på et webcam-feed.
Det er på mange måder en rigtig ubehagelig historie. Det er de færreste som ikke har et særligt soft spot når der sker urimeligheder for børn, og det er meget mildt sagt det som sker i Black Widow – Fri leg.
Black Widow går i krig og kæmper for at få netværket optrævlet. Man får følelserne helt ud på tøjet af sådan en barsk historie. Så barsk, at jeg vil gå så langt, og sige at den ikke er for børn, som Marvel ellers normalt også kan være.
Men ja, man kommer i sine følelsers vold samtidig med at den er spækket med action fra start til slut. En spændingsfortælling hvor man ønsker retfærdighed. Der er ikke mange historier hvor jeg har heppet så meget på en hovedperson. Varm anbefaling herfra!.. og tænker du det kunne være noget for dit barn, så giv den lige selv en gennemlæsning først.
God weekend derude 😀
Med venlig hilsen
Steffen