– Jiro Taniguchi
Var man forbi butikken i dag, fandt man ud af at jeg har ligget syg herhjemme i dag (mutter holdt butikken åben)… og det var dobbeltærgerligt at være syg lige netop i dag, fordi der også har været ‘Tegneseriesalon’ i @roskildebib hvor jeg skulle have siddet med i panelet. Det er nogle superhyggelige aftener, hvor der bliver snakket tegneseriepræferencer, men jeg er sikker på det har været en god aften på trods af mit fravær… men derfor skal I ikke snydes for en enkelt af de anbefalinger jeg ville have kommet med.
‘Manden der går tur’ er noget af det absolut smukkeste (hvis ikke det smukkeste) jeg har læst af tegneserier. Titlen siger det hele. Det er en mand, som går tur. Det er ikke mere komplekst end det, men fordi det er så simpelt, så illustrerer den også på mest elegante vis det smukke ved livet. En tegneserie for alle sanserne, med de detaljer “manden” oplever på sine gåture. Man kan høre bladenes raslen når den blide vind rammer træerne. Du kan dufte alle blomsterne, som på trods af at være tegnet i sort/hvid, brænder sig ind på nethinden i fuld farvespektrum.
Det her er nu tredje gang jeg anbefaler japanske Jiro Taniguchi… nu kan jeg snart ikke sige det tydeligere end hvis jeg råbte fra toppen af domkirkens spir “LÆS JIRO TANIGUCHI!!!” tro mig. Lige gyldigt hvilken du måtte vælge, kan du ikke gå galt.
Det eneste triste er at ‘Manden der går tur’ desværre er udgået, men jeg har faktisk et enkelt brugt eksemplar liggende i butikken. Så hvis du er hurtig, så kan den nå at blive din… den er ikke kommet på hjemmesiden (endnu).
Luk øjnene. Tag en dyb indånding, og zoom ind på verdens smukke detaljer.
Med venlig hilsen
Steffen