– Julian Schnabel (2007)
Så… min uge har været mærkelig. Mandag var jeg hjemme med Malte (ham på 1 år, aka butikschefen). Han var syg, og mildest talt ret flad. Tirsdag var jeg i butikken mens min mor passede Malte herhjemme. Onsdag var Johanne (min kone, aka sousbutikschefen) så også blevet syg, og det var ikke småsyge, men fuldstændig “splattet på en sofa”-syge. Derfor besluttede jeg mig for at holde butikken lukket, for at kunne sygepasse, hvilket så resulterede i jeg selv måtte ned og ligge i nogle dage. Og nu er vi så nået til fredag, og minsandten om jeg ikke har kunnet holde mig væk fra sygdomstematikken… dog fuldstændig uden sammenligning.
Den franske film ‘Le scaphandre et le papillon’ som på dansk hedder ‘Dykkerklokken og Sommerfuglen’ er Jean-Dominique Baubys egen historie… fortalt med hans egne øjne. Han lever sit liv i overhalingsbanen og nyder hvert et øjeblik som succesfuld chefredaktør på det franske modemagasin ‘Elle’, indtil en dag hvor lynet slår ned fra en klar himmel, og han bliver ramt af en hjerneblødning. Hjerneblødningen efterlader ham totalt paralyseret på nær sit venstre øjenlåg, og han skal derfor lære at kommunikere ved blot at blinke på det rette tidspunkt. Ved hjælp af en assistent med stor tålmodighed får han nedskrevet sin selvbiografi (som bærer samme titel som filmen).
Det er en film om refleksion, nærvær og hvad der gør livet værd at leve. Med filosofiske billeder om et liv fanget i en dykkerklokke og et afsavn af at mærke dem man elsker.
Jeg var i biografen og så den med mit fransk hold tilbage i gymnasiet da den udkom. Dengang var jeg en hormonfyldt teenager der ikke havde hjernekapacitet til meget andet end bajere og piger, så derfor børstede jeg lidt filmen af mig umiddelbart efter vi forlod biografen. Men det er en kraftfuld film, for på trods af min begrænsede teenagerhjerne så er det en historie som har brændt sig ind på nethinden, og i den grad også en som fortjener at blive delt med jer.
Jeg ligger ikke inde med et eksemplar i øjeblikket, men den er i skrivende stund tilgængelig på Filmstriben (bibliotekernes film-app… som er gratis)
Med venlig hilsen
Steffen.. som vender farligt tilbage til butikken igen i morgen!