I dag skal I hilse på Henrik og Jannie. Henrik er godt i gang med tegneserieklassikerne… ja han mangler faktisk bare et par stykker af Tintin og er samtidig også startet på Asterix. Jannie derimod går mest efter noget som er lidt anderledes og knap så klassisk, som for eksempel to binds serien ”I Hovedet på Sherlock Holmes”, og så har hun besluttet sig for at genlæse Harry Potter i den flotte nye ”pragtudgave” hvor magien bogstaveligt talt kommer ud af bogen.
Henrik er lidt af en spøgefugl, og har altid en kæk bemærkning med sig når han træder ind ad døren. Begge er et hyggeligt bekendtskab, og så sent som i fredags hjalp jeg Henrik med at drive gæk med Jannie. Jannie ville nemlig gerne læse Anders Ands Julekalender her i december-dagene. Så den sad Henrik oppe natten til fredag for at bestille til Black Friday. Hvad han ikke vidste, var dog at Jannie selv ville komme til at bestille den senere på dagen. Så jeg måtte bistå, med en lille hvid løgn om at jeg ikke havde nået at få lagt den til side, inden nogen kom ind og købte den som stod på hylden… Jannie var ikke helt tilfreds, men i den gode sags tjeneste, og med en vished om at hun ville pakke den op få dage senere på 1. adventsdag, så kunne vi heldigvis forsones her efterfølgende 😊
Henrik er stor fan af de klassiske gyserikoner; Freddy og i særdeleshed Jason, så stor fan at Jannie bliver nødt til at kæmpe for at få Henrik introduceret til nogle af hendes favoritter. Det er indtil videre lykkedes med Star Wars, så nu kæmper hun for at få ham til at se Harry Potter, inden turen næste gang kommer til Middle Earth og Ringenes Herre-universet.
De bor oppe i Jyllinge, og det er på min vej når jeg kører hjem, så det hænder engang i mellem at jeg får en besked fra Henrik om jeg lige kan stoppe ved p-pladsen på vej hjem, og så ordner han betalingen over Mobilepay… Det gør jeg selvfølgelig gerne. Afsti afsted og så lige en tegneserie ud af bildøren… så jeg kan med andre ord også skrive tegneserie-pusher på cv’et 😎
Er du nysgerrig på de titler som Jannie og Henrik har fundet, så kan du finde dem her.