– Sergio Pablos (2019)
Sååå… én gang før er det sket at jeg har fredagsanbefalet noget to gange. Den gang var det dog en fejl. Nu her er det med fuldt overlæg.
Klaus er nemlig ikke bare min yndlings julefilm, men også en af mine absolut yndlingsfilm generelt. Første gang jeg fredagsanbefalede den var for tre år siden, og den hurtige læser, har måske allerede opfanget at det betyder at den blev anbefalet inden butikken overhovedet havde slået dørene op. Dengang havde jeg nemlig skrevet under på lejekontrakten, men jeg måtte stadig vente nogle måneder inden jeg kunne overtage, men det stoppede mig ikke I at anbefale gode titler til jer 😁 men sandheden er også at dengang var der sjovt nok ikke så mange følgere herinde, og det er synd for så god en film.
For mig er det ikke rigtig blevet jul før jeg har set Klaus (i år har jeg set den tre gange (… indtil videre 😅)). Historien omhandler den forkælede Jasper hvis far leder postvæsenet. Jasper er ikke meget for noget som helst, og i det hele taget vant til at få alt foræret. Hans far har dog fået nok, og i et sidste krampetrækningsforsøg på at få noget karakter i sin søn, sender han ham til en afsides ø og den lille flække Smeerensburg (Smedestrup på dansk (vistnok)). Byen har ikke haft et postbud i umenneskelige tider, da indbyggerne mildest talt hader hinanden… eller rettere hader halvdelen af hinanden. Den er nemlig splittet mellem to familieklaner som fra yngst til ældst bekriger hinanden (ikke en overdrivelse).
Jaspers mission er så at få frankeret 1.000 breve, for at kunne få lov til at vende hjem til luksuslivet og sine silkelagner.
Historien tager en drejning når Jasper møder den menneskefjendtlige eneboer ude i skoven, og pludselig starter en hjertevarmende oprindelseshistorie for selveste julemanden.
En god gerning medfører altid en anden. Det er da et julebudskab der vil noget, og et som burde gælde året rundt!
Filmen er mig bekendt aldrig udkommet på noget fysisk medie, men er en Netflix produktion. Har man ikke Netflix i forvejen, så er den i den grad et måneds abonnement værd 😀
Glædelig jul alle sammen.
Jeg holder butikken åben både i morgen (lørdag), søndag og mandag.
Jeg håber vi ses. Med venlig hilsen
Steffen