Normalvis så er fredagsanbefalingerne i december helliget til julen, men i går gik min kones farfar bort. Den hurtige læser har nok også regnet ud at det betyder at det er min svigerfar Oves far. Ove kender I efterhånden rigtig godt hernede fra butikken af, for han har været en stor hjælp med at holde den åben, når jeg ikke selv har kunnet, og var et ekstra sæt arme da jeg havde brækket min arm. Så denne uge er til at minde hans far, min kones farfar, og min søns oldefar.
En mand i højt humør, og en spøgefugl som kunne bringe smil over folks læber. I den sidste lange periode, havde han altid sin trofaste mundharmonika på sig, og spillede gerne op til alt fra festlige anledninger og til at lysne op i den almindelige grå danske hverdag.
Derfor er julemusikken her i butikken i dag skiftet ud med mundharmonika.
Så hvis du vil lytte med, så kan du tage nogle af de store som Bruce Springsteens The River eller The Beatles’ Love Me Do, men skal der virkelig gang i mundinstrumentet, så anbefaler jeg The Lovin’ Spoonful med Night Owl Blues, The Ozark Mountain Daredevils med If You Wanna Get To Heaven eller The Fabulous Thunderbirds med Scratch My Back… eller en ny favorit jeg lige er faldet over Whoppin’ (A Tribute To Sonny Terry) af Paul Lamb & The King Snakes.
Tak for denne gang