Om ‘Kvalme’
Rørende og medfølende
Raina vågner en nat med voldsom kvalme og ondt i maven, men det er heldigvis bare en virus. Tror hun. Da det ikke går over, bliver det hurtigt klart, at Rainas symptomer hænger sammen med hendes mange tanker og bekymringer … om mad, om skolen og om venskaber. Hvad er det, der sker?!
Kvalme er en stærk fortælling baseret på virkelige hændelser om at vokse op og om at samle mod til at møde – og erobre – sin frygt.
Kvalme er baseret på den prisvindende amerikanske forfatter og tegner Raina Telgemeiers egne oplevelser med den angst, der i fjerde klasse kom ud af det blå. Hendes rammende beskrivelse af angsten i børnehøjde sendte bogen direkte ind på New York Times’ bestsellerliste og indbragte hende hele to af de prestigefyldte Eisner-priser – én for bedste børneudgivelse og én for bedste forfatter/tegner.
Fredagsanbefaling d. 1. april 2022
Forlaget Cobolt er i gang med en god serie af tegneserier særligt for børn og unge (flere som også er meget underholdende for voksne). Med til at søsætte projektet var Raina Telgemeiers Kvalme som også er denne uges fredags-anbefaling.
Kvalme er en semi-selvbiografisk erindring om Raina Telgemeiers egne oplevelser med angst i en tidlig teenagealder. Det er et rigtig godt emne som ellers ikke bliver italesat særlig meget. Rainas fortælling går på frygten for at skille sig ud og overtænke, ja hele ens liv.
Rainas angst sætter sig også i kroppen fysisk i form af kvalme og opkast, i en så voldsom grad at det krøbler hendes hverdag. Raina er ikke barn af skilsmisse eller har haft en dårlig barndom, hvilket bare er med til at give forståelsen af, at det kan ske for alle, og sker for mange.
Jeg selv kunne helt sikkert have haft stor glæde af at læse Kvalme, da jeg var i teenagealderen, på trods af den følger en pige. Angst, depression og stress opleves forskelligt hos alle, og starter af forskellige årsager, men der kan altid drages paralleller i forhold til reaktioner og bearbejdning. Jeg var ikke selv så hårdt ramt i teenage-årene, men jeg var igennem et længere depressionsforløb i midten af 20’erne. Jeg kunne både relatere til den usikre teenagetid i folkeskolen og gymnasiet, men også til min egen kamp med depression små 10 år senere i livet.
Noget af det som Raina Telgemeier er ekstrem dygtig til, er hendes kendskab til tegneserier som medie, og udnytte hendes viden til at lave en fortælling og skabe en forståelse som ikke vil være mulig i andre medier. Det kommer særligt til udtryk i hendes skildringer af hvordan Raina bliver ramt rent mentalt. Raina går med idéen om at hun er ”den mærkelige”, at det kun er hende som har den slags problemer, hvilket kun gør problemet værre. Problemet bliver først bedre da hun får taget mod til at fortælle hendes veninder at hun går i terapi, og de alle har erfaringer med terapi, enten at de selv går til terapi eller har familie som gør. Pludselig er hun ikke ene om sine problemer. Hun er slet ikke ”mærkelig”.
God weekend derude
Med venlig hilsen
Steffen
Tegner og forfatter: Raina Telgemeier Forlag: Cobolt